I dag nøjes vi ikke med at lave mad. Vi laver mad, spiller quiz battle, ser you tube samtidig med at vi SMS'er.
Men nu hvor stress er en folkesygdom og tid er en luksus, så stilles der spørgsmålstegn ved effektiviteten af multitasking. Man skal koncentrere sig om den opgave man er i gang med og lade andre opgaver vente. Luk mail og sluk mobilen, mens du laver mad.
Men kære fellow gudinder, her er en opskrift hvor multitasking stadig er ok og rent faktisk oplagt.
I en travl hverdag er det ikke altid, at der er tid og overskud til, at der bliver slået dej op til hævning natten over. Men her er opskriften på hurtige og nemme boller, som kan hæve - hold fast - imens du tager en hurtig løbetur, og bager imens du tager et hurtigt brusebad.
Multitasking boller:
6 spsk vand
50 g gær
3 dl mælk
50 g smeltet smør
ca. 7-8 dl mel
1 tsk salt
3 spsk sukker
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilføj de øvrige ingredienser - vent med salt og sukker til lidt af melet er tilsat - og ælt dejen sammen. Form 12 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Stil bollerne til hævning under et fugtigt viskestykke, tænd ovnen på 225 grader og løb en tur. Når du er tilbage er bollerne klar til ovnen (fra 25 minutter). Pensl dem med pisket æg. Bag dem i ca. 12 minutter og tag et hurtigt dejligt brusebad. Derefter er en pladefuld velduftende boller klar til at sætte på bordet og nyde med kold smør og ost.
Må også indrømme at jeg elsker at spise de dejlige boller SAMTIDIG med at jeg læser min avis og drikker min morgenkaffe. Det er afslapning på højt multitasking niveau.
Opskriften bruger jeg som en grundopskrift, som jeg tager udgangspunkt i og alt efter, hvad bollerne skal anvendes til, ændrer jeg opskriften. Jeg udskifter således ofte lidt af hvedemelet og tilsætter lidt grovere meltyper og græskarkerner eller solsikkekerner, så de kan bruges som burgerboller, madpakkeboller eller eftermiddagsboller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar