Da vi var på besøg hos mine søde forældre forleden, stod de stolte og kiggede ind i ovnen begge to. De dækkede for et stort fint brød, som vi fik lov at smage lidt senere. Vi skulle gætte, hvilken slags brød det var. Det var ikke helt nemt, men med en note af fennikel kom vi tæt på men ikke tæt nok. Det var et pastinakbrød. De delte opskriften med os, og det skulle selvfølgelig prøves, og nu vil jeg dele opskriften med jer:
PASTINAKBRØD (1 stort brød)
4½ dl vand
½ dl yoghurt eller surdej
10 g gær
50 g knækkede hvede- eller rugkerner
100 g pastinak, groftrevet
1 tsk fennikel- eller dildfrø
1 tsk honning
ca. 675 g ølands- eller alm. hvedemel
10 g salt
lidt mel til drys og formning
1. Bland vand, yoghurt/surdej og gær i en skål og rør indtil gæren er opløst.
2. Tilsæt knækkede hvedekerner, fennikelfrø, honning, revet pastinak og halvdelen af melet. Rør til det er blandet og tilsæt så resten af melet, ælt dejen i 5 min. Drys saltet i og ælt i yderligere 5 min (brug hænderne, røremaskine eller en elpisker med dejkroge).
3. Sæt dejen til hævning og tildækket på et lunt sted i ca 1½ time eller til den er hævet til dobbelt størrelse.
4. Tænd ovnen på 225° /210° varmluft. Vend forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord og form dejen til et rundt brød (dejen skal ikke æltes, men blot formes). Sæt brødet på en bageplade beklædt med bagepapir og skær et kryds på toppen af brødet med en skarp kniv.
5. Bag brødet i ca. 45 min til det er gyldent og lyder hult, når du banker på undersiden.
6. Lad brødet køle af inden servering.
Du kan også forme brødet til flutes eller boller - skær så bagetiden ned til ca. 20 min.
Jeg serverede brødet til en klassisk kartoffel-porresuppe med bacon tern, og det kan fint anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar