søndag den 30. marts 2014

Paella

For et par uger siden havde vi en weekend, hvor den ene kulinariske oplevelse afløste den anden. Den ene oplevelse som gav anledning til yderligere inspiration var Spanske tapas på Cafe Carlos i Fredericia. Cafeen er hyggelig og denne aften var der travlhed med masser af tapas elskende gæster i cafeen. Selskabet med ældste og yngste og vores søde svigerdatter var dejligt og humøret højt. Tapas er bare skønt, og alle sætter stor pris på de mange forskellige smagsoplevelser.

Hvor tapas oprindeligt have et praktisk formål,  at være låg over et glas vin eller sherry for at holde fluerne ude, så har dette "låg" nu udviklet sig fra at have en praktisk funktion til at blive noget, man kan bestille og nyde for sig selv. Tapa betyder i virkeligheden låg.

Og vi må love for, at dette gastronomiske tilbehør er blevet mere og mere specialiseret, og på Cafe Carlos bliver der udvist kreativitet i forhold til smagsoplevelserne. Ham på 9 år blev så glad for Paella, at han straks krævede det på denne uges madplan. Jeg kender ikke Cafe Carlos' opskrift på Paella, men fandt en, som jeg tænkte udelukkende indeholdte gode ting, så den blev afprøvet i dag. Den faldt i god jord og blev bestilt igen, så nu må den deles:

PAELLA

250 g chorizopølse i skiver
1 kylling delt i 8-10 stykker
8 flotte store rejer og/eller jomfruhummer
1-2 løg
4-5 fed hvidløg
1 stor rød peber
1 tsk timian
et nip tørret chili i flager
ca. 6 dl risottoris
1 tsk paprika
1,5 dl hvidvin
ca. 12 dl hønsebouillon
en halv tsk. safran (i tråde)
100 g frosne ærter
2-3 tomater
ca. 1 dl god olivenolie
persille
citron
salt og peber

Del kyllingen i 8 stykker. Opvarm halvdelen af olien i en passende stegepande og steg kyllingestykkerne til de er gyldne. Sæt dem til side og steg så chorizoskiverne et øjeblik.

Så tilsættes løg og hvidløg, begge dele finthakkede samt den røde peber som er tømt for kerner og skåret i tern. Når grøntsagerne begynder at blive bløde kommes timian, chiliflager og risottoris ved. Lad risene stege med til de har opsuget lidt af fedtstoffet og tilsæt så paprika og hvidvin.

Når blandingen koger, hældes den varme hønsebouillon, hvori safranen er opløst, ved, kyllingestykkerne lægges ovenpå og retten simrer roligt i 5-10 minutter. Smag til med salt og peber.

Ved kyllingestykkerne lidt undervejs.

Fjern kernerne fra tomaterne og skær dem i tern. Fordel tomat og ærter på panden. Panden dækkes med et stykke folie og simrer roligt videre i yderligere 5-10 minutter. Tjek risene. De skal være møre, men må gerne have lidt bid.

Imens steges rejer og evt. jomfruhummer i lidt olie tilsat et par fed hvidløg. Læg skaldyrene smukt på paellaen, garner med citronbåde og drys med hakket persille.

Opskriften er til 4 personer. Vi var 3 til kongemåltidet, og der er mad til mindst endnu en aften. 

Bon Appetit!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar